Min lange historie, kort fortalt.


Jeg er Christina Sylvest Plichta og jeg ejer, og driver Natur- og hesteterapi. Et unikt sted, fyldt med god, positiv og kærlig energi, fuglesang, blomster, træer og ikke mindst mine fire smukke heste. Et sted skabt til at give mennesker plads og ro, til at heale det indeni dem som gør ondt, og til at finde deres indre styrker frem. Natur- og hesteterapi blev til, fordi det var det sted jeg selv manglede dengang mit eget liv var svært at tackle. Jeg håber at du vil læse med. Det vil give dig et indblik i, hvorfor jeg lige netop valgte at gå ad denne vej i livet, og hvorfor jeg er godt rustet til at guide, støtte hjælpe dig med at finde vejen hjem til dig, uanset hvad livet har budt dig på indtil nu.

Jeg er født i maj måned 1983, men jeg har en gammel sjæl. Sådan en der føles som om den har levet tusinde liv. Jeg er mor til to - en søn fra november 2004 og en datter fra maj 2008. Jeg er uddannet Skov- og naturtekniker med speciale som natur- og friluftsformidler. Jeg er uddannet massør, hestemassør,  samt certificeret Stress- og trivselsvejleder, men vigtigst af alt, så er jeg et ægte, passioneret heste-menneske. Jeg har haft et liv præget af lavt selvværd og selvtillid, voldsomme konflikter, angst, skam og skyld, psykiske diagnoser og en følelse af at livet bare var noget der skulle overstås. Gennem en langvarig og til tider ulidelig proces, lærte jeg at vende al min modstand til min styrke og i dag nyder jeg hvert et minut af mit liv. Jeg er super empatisk - jeg ved hvordan livet kan være så uoverskueligt og skræmmende, at man ikke kan forestille sig hvordan man nogensinde skal overleve det, men jeg fandt en vej midt i frygten og ensomhedens kolde greb - og den vej vil jeg byde dig velkommen på.

Jeg har redet siden jeg var 6 år gammel. Jeg kan tydeligt huske at jeg med det samme vidste at det her, det var noget ganske særligt. Jeg har altid haft et sensitivt sind og jeg følte alting så dybt og inderligt. Jeg var genert og forsigtig, og følte mig aldrig som de andre børn. Det var som om at de havde et filter jeg ikke var i besiddelse af - jeg lagde mærke til ting, de tilsyneladende slet ikke ænsede, og jeg brugte meget tid på bare at studere de andre, og prøve at forstå hvorfor de gjorde, som de gjorde. De misforstod ofte mit stille ydre og troede at jeg helst ville være for mig selv, men inderst inde kørte tankerne rundt, og jeg higede efter at de ville henvende sig til mig, give sig tid til at lære mig at kende og blive mine venner, men det skete sjældent.

Da jeg havde gået i skole nogle år startede mobningen. Jeg var et let offer, for jeg sagde sjældent noget. I lang tid var jeg flov over det, men da det blev rigtig slemt måtte jeg fortælle det til mine forældre. De forsøgte at få det stoppet, men tiden var en anden dengang og jeg fik ikke den hjælp fra skolen som jeg havde brug for. Jeg trivedes kun når jeg var hjemme sammen med min tætteste familie, min kat og hund, eller når jeg var ude i naturen. Særligt i skoven mærkede jeg roen og glæden sprede sig i hjertet og i resten af kroppen. Langt ind i 20'erne kunne jeg ikke snakke om mobningen uden at blive stærkt følelsesmæssigt berørt af det. 

I mange år gik jeg til ridning på forskellige rideskoler. Jeg havde den her ene time om ugen, og jeg glædede mig hver gang så meget at jeg nærmest havde ondt i maven. Jeg elskede at komme i stalden og strigle hesten, men tiden var altid knap for vi skulle jo også nå at ride. Jeg var ikke ret gammel før jeg begyndte at lægge mærke til stemningen på rideskolen. Mange af hestene havde det ikke godt. De var for tynde og havde sår rundt omkring fra sadler, og andet udstyr der ikke var tilpasset korrekt. De kom heller ikke så meget ud, udover de timer som de havde elever på ryggen, og når de ikke makkede ret blev de skældt ud eller fik slag med pisken. Jeg vidste godt at det ikke var sådan man skulle behandle dem, og glæden ved ridningen blev ofte taget fra mig. Jeg ville hellere gå en tur med hesten og strigle den. Jeg ville gøre den lige så glad som den gjorde mig.

Da jeg blev 12 år fik jeg min helt egen pony, Soffy. Mine forældre kunne mærke på mig, at jeg havde brug for mere kontakt med hestene end den ene time om ugen, og jeg er dem evigt taknemmelig. Lige pludselig så jeg hesteverdenen med nye øjne - og endelig kunne jeg ride i skoven. Det var  en fantastisk oplevelse og jeg var lige betaget hver gang. Endelig fik jeg lov til at strigle. Bare stå i timevis og snakke med hesten og lade den vide hvor meget den betød for mig. Jeg lærte at muge ud og feje, og slæbe hø og halm. Jeg lærte også at fodre hestene og jeg havde en fast fodervagt om ugen. Det gav mig virkelig en følelse af at være vigtig, og jeg lærte i en tidlig alder at tage ansvar, men vigtigst af alt gav det mig den selvtillid og de venskaber som jeg endnu ikke havde oplevet. Den dag i dag tænker jeg stadig tilbage på den tid som én af de vigtigste i mit liv og jeg mindes ofte Soffy og alle mine gamle ride-veninder med kærlighed i hjertet og et stort smil.

Christina og Soffy, juni 1995.

Gennem mine teenage-år havde jeg flere heste. Jeg brugte i en lang periode meget tid og mange kræfter på at dygtiggøre mig indenfor både spring og dressur og jeg har gennem tiden modtaget undervisning af mange dygtige og professionelle ryttere. Jeg elskede at sidde på ryggen af min hest, for deroppe følte jeg mig urørlig. Deroppe var jeg alt det jeg ikke var i skolen. Jeg var modig, selvsikker og aldrig bange for en udfordring. Jeg er blevet kastet af et utal af gange. Jeg er styrtet med hestene, jeg har grædt, været frustreret og endda hysterisk, men jeg har aldrig givet op - ikke i den her verden!

Christina og Joker til stævne i 1997

Jeg har igennem årene redet og trænet utallige heste, både egne og andres. Det har givet mig en uvurderlig erfaring, som jeg i dag gør brug af i mit arbejde.  Al den tid jeg har brugt sammen med hestene, har blandt andet været med til at gøre mig, til den jeg er i dag! Jeg har haft hestene som min største støtte igennem livet og det er jeg ubeskriveligt taknemmelig for. De har lært mig ting som intet menneske ville kunne have lært mig, og nogle af de smukkeste og mest lærerige øjeblikke i mit liv, er foregået i naturen, i selskab med min hest

På trods af min kontakt med hestene udviklede jeg med tiden en svær depression, og da jeg var 15 år mistede jeg lysten til at ride. Jeg havde fået nok af at se hestene på rideskolen blive holdt under kummerlige forhold, og jeg solgte min daværende hest, Joker. Tiden der fulgte efter var underlig og ensom, for pludselig mærkede jeg hvor stor og essentiel en del hestene havde været i mit liv. Årene gik og jeg tænkte på Joker hver dag. Jeg savnede ham så frygteligt meget at jeg begyndte at søge efter ham på nettet. Jeg fandt ham på Hørsholm rideklub, og han var ovenikøbet til salg. Jeg havde, og har heldigvis stadig, nogle fantastiske forældre, som opfyldte mit store ønske, og købte min bedste ven hjem igen efter 4 år. Hjem i kærlige og trygge rammer. 

I en alder af 20 år havde jeg det så psykisk dårligt, at jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling, og herefter startede et langt forløb med fejlmedicinering, selvmordstanker og gentagne nederlag i forhold til uddannelse, kærester, familie og livet generelt. Jeg kunne ikke finde ud af noget, jeg kom altid i konflikt uden at ville det, og jeg var stort set ked af det hver eneste dag. Jeg kæmpede virkelig en brav kamp for at holde hovedet oppe, men da jeg i en alder af bare 21 år blev mor for første gang, forstod jeg nu at jeg, uanset hvad der ville ske i mit liv fremover, havde ansvar for det her lille menneske. Jeg døbte ham Noah - det betyder frelseren!Christina og Noah 4 dage gammel - 2004

Da Noah var få måneder gammel blev jeg enlig mor. Jeg kan huske jeg sad med ham på skødet og kiggede ham i øjnene, mens jeg lovede ham at vi nok skulle klare den. Selvom vores liv tog mange uventede drejningerne sidenhen, så klarede vi den. Joker fik slidgigt og måtte aflives i en alder af bare 14 år. Igen manglede jeg noget vigtigt i mit liv, men med et lille barn var der ikke tid og råd til en ny hest.

Der gik et par år med nogle useriøse forhold, som alligevel mærkede mig mere end jeg ville stå ved dengang. En dag mødte jeg min datters far og hurtigt fik vi stablet et liv på benene. Jeg blev meget hurtigt gravid og vi fik den mest fantastiske datter i Maj 2008. Født 6 uger for tidligt af uforklarlige årsager, men med en jernvilje uden lige. Ingen kuvøse, ingen lys, bare hendes mor. Jeg gav hende navnet Luca Helena - det betyder i store træk "den som kommer med lyset".

Christina og Luca, halvanden måned gammel 2008

Nu havde jeg endelig en familie og jeg burde være lykkelig. Det var jo det jeg gerne ville! Jeg prøvede virkelig at være glad, og i perioder var jeg det også, men der gik længere og længere tid imellem de gode perioder, og jeg måtte til sidst indrømme overfor mig selv, at jeg havde det så slemt, at jeg ikke kunne finde en vej ud alene. Jeg havde det som om jeg ikke kunne være indeni mig selv. Jeg havde konstant dårlig samvittighed, jeg var hele tiden bange og havde hjertebanken. Jeg var træt fordi jeg led af søvnløshed, og jeg var ked af det. Rigtig, rigtig ked af det. Jeg havde svære tvangstanker med dertilhørende tvangshandlinger - jeg gjorde blandt andet rent konstant, ryddede op i skuffer og skabe, og lagde planer for dagen som skulle overholdes, for ellers ramlede hele min verden sammen. Hele mit liv var styret af at holde overfladen i orden og det var virkelig et hårdt arbejde at skulle fremstå perfekt. Jeg gik også meget op i mit udseende og ville helst gå med dyrt tøj, dyre støvler og dyre tasker, så jeg lignede en der havde styr på livet, men indvendigt lå alt i ruiner. Min sjæl var sønderrevet - jeg var ikke lykkelig og jeg vidste ikke hvordan jeg nogensinde skulle blive det. Jeg fik kort tid efter stillet diagnoserne angst, OCD og borderline.

En dag sad jeg og kiggede på DBA og pludselig dukkede et billede op af den smukkeste hest jeg nogensinde havde set. Jeg vidste instinktivt at det var min drømmehest. 9 måneder gammel og bosat i Nordjylland, 500 km fra København. Jeg måtte bare eje ham, så jeg solgte en masse af mine ting og skaffede på den måde pengene, og så købte jeg ellers en hest ubeset, og fik ham fragtet med en lastbil fuld af galopheste, til Klampenborg. Mit bedste sats nogensinde! Jeg husker tydeligt da chaufføren åbnede rampen og jeg gik ind til ham. Han stod helt roligt og selvsikkert og ventede på mig. Jeg elskede ham allerede ubetinget, og et nyt kapitel i mit hesteliv begyndte den dag. Jeg gav ham navnet Falcon. Fordi falke er mine yndlingsfugle.

Christina og Falcon d. 30 april 2010 - på vej mod et fantastisk eventyr.

Falcon kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. Selvom der var nok at se til med to små børn og en nylig selverkendelse af mine psykiske lidelser, så gav Falcon mig energi og nyt håb for fremtiden. Jeg stod overfor en stor opgave, for selvom jeg på daværende tidspunkt også var erfaren indenfor hesteverdenen, så havde jeg aldrig haft så ung en hest før, og mange af de ting jeg hidtil havde lært, faldt fuldstændig til jorden. Jeg måtte starte helt fra bunden, og arbejde mig langsomt og tålmodigt frem. Resultatet er blevet en fuldstændig fantastisk hest som jeg med stolthed viser frem.

Selvom jeg nu havde en hest at gå op i igen, så sejlede det i mit privatliv. Jeg elskede mine børn, men jeg var ikke lykkelig i mit forhold. Alting var, igen, gået for stærkt og jeg begyndte stille og roligt at lukke helt ned følelsesmæssigt. Det gjorde for ondt at mærke efter. Jeg blev stærkt medicineret og fik store mængder anti-depressiv og anti-psykotisk medicin, som medførte at jeg tog næsten 15 kg på, og konstant gik rundt med følelsen af, at befinde mig i en tåge jeg ikke kunne finde ud af. Det eneste jeg havde lyst til var at sove. Jeg følte mig grim, dum og håbløs, men alligevel forsøgte jeg at holde humøret oppe for mine børns skyld. Dengang vidste jeg ikke hvor altafgørende det også var for min egen skyld. Når jeg havde afleveret børnene gik jeg hjem og sov, og jeg stod først op kort før de skulle hentes igen. Jeg var blevet sygemeldt, for jeg kunne ikke overskue at passe et arbejde. Jeg havde brug for fred, men den kom aldrig. Jeg gik jævnligt til psykiater, men det kunne jeg heller ikke overskue, og til sidst holdte jeg mig væk. Hun ringede et par gange og lagde beskeder på min telefonsvarer, som jeg aldrig aflyttede, men da hun via min mor fik hul igennem, kom jeg derop igen. Jeg var meget flov - både over at jeg var udeblevet fra vores aftaler, men også over det misbrug jeg havde haft i skjul, og som nu var blevet opdaget. For at overvinde trætheden, som var en tung bivirkning af medicinen, tog jeg morfinpræparater. Det gav mig energi til at komme igennem dagen, men det var en dum og uholdbar løsning. Jeg dulmede kun mine psykiske smerter kortvarigt, og til sidst kunne det heller ikke tage trætheden. Mit immunforsvar var dårligt, og jeg havde ofte lungebetændelse, hvilket heller ikke hjalp på humøret og energien. Da det blev opdaget var jeg mest ked af at jeg ikke kunne fortsætte mit misbrug, for jeg anede ikke hvordan jeg skulle klare livet uden. Psykiateren var ikke sur - hun fortalte mig at der fandtes et ord for det jeg gjorde: Selvmedicinering! 

Det lykkedes mig at komme ud af det med hjælp fra min familie, men det var en svær tid. Jeg startede i en støttegruppe på et psykiatrisk center, men jeg opdagede til min store fortvivlelse at jeg var den eneste med diagnoser. De andre var der af helt andre årsager. Jeg var stadig ikke glad for mit forhold og efter 4 år endte det. Jeg var overstadig og panisk på samme tid og i desperation over at være alene, indledte jeg lynhurtigt et nyt forhold til en mand, som jeg havde kendt siden jeg var helt ung. Jeg var sikker på han var den rette, men han havde det endnu værre end mig psykisk, og i forsøget på at redde ham, mistede jeg overblikket over mit eget følelsesmæssige kaos. Så jeg stoppede med at føle. Nu havde jeg både to børn, en umoden kæreste og en hest at tage mig af. Igen var det hestene og naturen der holdte humøret oppe. Børnene var ofte med, og det endte med jeg købte en pony til dem - Fancy. Jeg elskede livet med hestene, og endte med at få min egen hyggelige stald i Bagsværd. Jeg tilbragte så meget tid jeg kunne derude. Ordnede folde, mugede ud, striglede hestene, og red lange ture i den dejlige natur som stalden var omgivet af. Jeg mærkede virkelig den indre ro jeg længtes efter når jeg befandt mig derude alene, omringet af dyrene og naturen.

Efter nogle år fik jeg det langsomt bedre indeni. Jeg gik nu i et nyt psykiatrisk forløb, men efter noget tid sagde jeg fra. Jeg ville ikke længere have medicin! Det sløvede mine sanser og gjorde på ingen måder mit liv nemmere. Jeg havde et stort ønske om at få mig en uddannelse, og min far foreslog noget med naturen. Jeg havde været til møde på kommunen et utal af gange, og da jeg havde det allerværst blev jeg indstillet til en førtidspension.Tankerne om at jeg aldrig ville få mine drømme opfyldt, gjorde så ondt at jeg ikke kunne forene mig med dem, så jeg besluttede mig for at give livet en ny chance. Jeg fik efter mange møder tildelt en revalidering og kunne påbegynde min uddannelse som Skov- og naturtekniker. Endelig var jeg på rette vej.

De første måneder var en vild omvæltning. Jeg stod tidligt op, luftede hunde, fodrede heste og afleverede børnene inden jeg selv tog i skole. Jeg var gladere end jeg længe havde været, for selvom det var hårdt og nyt det hele, så havde jeg nu et mål at følge. Den glæde jeg følte når jeg var i skole, blev desværre afløst af frustration så snart jeg trådte ind ad døren derhjemme, for min daværende kæreste var ikke samme sted i livet som mig. Jeg gjorde alt hvad der stod i min magt for at ændre vores liv til det bedre mens han samtidig gjorde alt hvad han kunne for at besværliggøre processen, og efter 3 år afsluttede jeg forholdet. Følelsesmæssigt var jeg fuldstændigt afklaret, men det var hårdt fordi han ikke ville acceptere det, og det tog lang tid, og kostede mange kræfter at få ham helt ud af mit liv. 

Kort tid efter kunne jeg mærke at mine nerver var slidte, og af forskellige årsager valgte jeg at flytte mig og børnene hjem til mine forældre. Det var sværere end jeg havde forudset og efter kort tid kom vi ud i en konflikt, der sendte mig ud på en rejse jeg aldrig havde drømt om. I halvandet år havde jeg ingen kontakt med min familie. Denne periode blev vendepunktet i mit liv, for selvom det dengang virkede meningsløst, så er jeg idag ikke længere i tvivl om at det var det der skulle til, for at jeg fandt styrken og modet til at ændre mit liv. Jeg oplevede hvordan det er at stå uden tag over hovedet, og hvor svært det er at få hjælp fra det offentlige når det virkelig brænder på. Jeg oplevede hvordan de mennesker jeg troede jeg kunne stole på, vendte mig ryggen og hvor hårdt det er at være fuldstændig alene i verdenen. Jeg var igennem statsforvaltningen, og senere retten, flere gange endda. Jeg blev anklaget for at være så psykisk ustabil at jeg var til fare for mig selv og mine børn, og det var så voldsom en beskyldning, at jeg fik et alvorligt angstanfald. Jeg troede virkelig jeg ville miste begge mine børn. Jeg lå helt alene med min hund, og troede ærligt talt at livet var forbi... mistede jeg mine børn kunne jeg lige så godt give op! 

Da jeg forberedte mig til Statsforvaltningen

Men jeg gav ikke op. Jeg faldt sammen et kort øjeblik, men jeg rejste mig igen, og igen, og kæmpede for mine børn, mig selv og min værdighed. Jeg fik kontakt til en fantastisk advokat, Karina Hedegaard Hansen, der virkelig gjorde en stor indsats for mig, og sammen vandt vi sagen med min datter i Byretten - og senere også i Landsretten, da faren valgte at anke dommen. Jeg fik en lejlighed tre måneder senere, og det gjorde at jeg stod stærkere på alle punkter. Jeg var samtidig i gang med min uddannelse og selvom jeg i starten, utallige gange, overvejede at smide håndklædet i ringen, så holdte jeg ud. Selv på de dage hvor det så allerværst ud, kravlede jeg ud af sengen og kom i tøjet, for jeg kunne godt regne ud at mit liv ville falde helt fra hinanden hvis ikke jeg fik min uddannelse, og værre endnu, mine børns liv, så jeg slæbte mig selv af sted alligevel, og i dag er jeg lykkelig for at jeg gjorde det. Jeg beviste overfor mig selv at jeg kan hvad jeg vil, når jeg virkelig vil, uanset hvad livet bringer!

Mens alt det her stod på havde jeg heldigvis naturen og hestene. Jeg brugte flere timer i skoven hver dag. Nogle gange gik jeg alene og satte mig et smukt sted for at skrive dagbog. Andre gange havde jeg Falcon med. Jeg fortalte ham om mit liv imens vi gik af sted, og sommetider stoppede han op, og puffede forsigtigt til mig som om han ville sige "bare tag det roligt - du er ikke alene om det her, du har mig!" Når jeg var derude, i skoven med min hest, så græd jeg. Jeg græd al min indre smerte ud. Alt det som jeg normalt blev nødt til at holde tilbage, kom ud. Her behøvede jeg ikke at være stærk eller forklare mine følelser, og det var forløsende og trygt at have Falcon ved min side imens. At have en hos mig som bare elskede mig for den jeg er, gjorde underværker, og langsomt begyndte jeg at forstå hvor heldig jeg trods alt var! Jeg begyndte at fokusere på alt det jeg stadig havde i behold, og ikke på alt det jeg havde mistet, og pludselig begyndte  jeg at lægge mærke til alt det smukke jeg havde omkring mig. Hver gang jeg fik en negativ tanke, begyndte jeg at erstatte den med en positiv, og da jeg havde forsøgt længe nok blev det til en vane. 

En sommermorgen i Ganløse Ore - et nærmest Guddommeligt syn!

Noget andet der også gjorde underværker var musik og mine dagbøger. Når jeg ikke passede min uddannelse, passede jeg mine heste og mine børn. På fuldtid den ene uge - den anden uge var jeg alene. Hver gang jeg havde et ledigt øjeblik skrev jeg i min dagbog. Jeg startede med at skrive dagbog da jeg havde det allerværst og det hjalp mig virkelig igennem mange frustrationer. Når børnene ikke var hjemme kunne jeg ligge i min seng og skrive i flere timer mens jeg hørte de samme sange igen og igen. Bare skrive om alle mine oplevelser, mine tanker, idéer og drømme mens jeg lyttede til rolig musik, som trøstede mig og gav mig håb, mod og styrke til at klare de udfordringer jeg stod midt i. Jeg kom ud med alting i mine dagbøger - først sorgen og angsten. Derefter frygten. Så kom vreden og afmagten... og sådan fortsatte det hele vejen op til de overvældende lykkefølelser, jeg havde længtes efter at føle hele mit liv, og en dag gik det op for mig at jeg havde nedfældet hele min psykiske healingsproces på papir. Jeg skriver stadig dagbog hver eneste dag - for mig er det er terapi og selvudvikling på allerhøjeste plan! Jeg vil aldrig stoppe med at udvikle mig og jeg vil aldrig blive for klog til at lære nye ting, hverken om mig selv eller andre.

Mine dagbøger - Februar 2018

På trods af de udfordringer livet har budt mig på indtil videre, så forstod jeg for længe siden at se dem som mine styrker og ikke  mine svagheder, og dag for dag fik jeg det bedre. Jeg tog ansvar for mit liv og min situation, og på den måde begyndte jeg at bryde ud af mit negative mønster. Det var svært og så til tider håbløst ud, men jeg blev ved indtil jeg mærkede de første tegn på et ændret livssyn, og det var alle kampene værd! Det var kun mig selv der kunne gøre mig lykkelig, så med hjælp fra naturen, hestene, musikken og mine dagbøger, gik jeg ubevidst i gang med en proces der endte med at forandre hele mit liv til det bedre.

Jeg lagde alt det gamle bag mig. Alle skuffelserne, diagnoserne, selvmedlidenheden og usikkerheden, og så koncentrerede jeg mig om det der var lige nu og her. Mig selv, mine børn, mine heste, mit hjem, mine veninder og min uddannelse. Halvandet år senere genoptog jeg kontakten med min familie.

I dag er jeg klar til at hjælpe dig videre i livet, og du kan trygt stole på at jeg ikke bare lytter til dig, men at jeg forstår dig, og at jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe, støtte, råde og vejlede dig på den måde, der giver mest mening for dig. Selvom det er fint at blive anerkendt, så har vi ofte brug for mere end det, og jeg vil via naturen og hestene guide dig imod et større selvværd, en større selvtillid og en større selvkærlighed. Dit liv skal leves nu! Uanset om det drejer sig om dig selv eller dit barn, kan du trygt stole på at jeg er nærværende, positiv og opmuntrende. Succesoplevelser kan være at fodre en hest for første gang, og høre den vrinske af glæde, eller opdage at den følger efter dig på folden fordi den godt kan lide dig. Det kan også være at bygge en hule i skoven eller lave et bål mens man snakker om det der tynger en. Det er rart at fokusere på noget andet imens man taler,  og jeg har kun gode og positive erfaringer med denne indgangsvinkel.

Min egen version af natur- og hesteassisteret terapi blev min redning ud af et liv fyldt med angst, sorg, depressioner, OCD, borderline, stress og et ualmindeligt lavt selvværd og selvtillid, og jeg står idag klar til at hjælpe dig med at gøre det samme.

Alle forløb hos mig er individuelt tilpasset så vi sammen finder din vej mod indre ro og balance - vejen imod et mere nærværende liv.

Christina og Falcon januar 2018

Opdatering d. 22/10 2019

I oktober 2018 måtte jeg indse at det var for farligt at beholde min livmoder. Jeg havde ellers kæmpet i halvandet år for at kunne bevare det, jeg følte var den mest kvindelige del af min krop, men jeg blev ved med at have svære celleforandringer, og efter fire keglesnit måtte jeg indse at det var for risikabelt at beholde den. Jeg havde mindst 25% chance for at udvikle livmoderhalskræft hvis ikke indgrebet blev gennemført, og den chance var jeg ikke villig til at ta'. Samme dag fandt jeg ud af at jeg var gået i overgangsalderen alt, alt for tidligt. Det var startet da jeg var 34 år, og jeg var i chok da jeg fik beskeden som 35 årig. Samtidig forklarede det alle de nætter med hedeture, min pludselige trang til at græde og mine ømme led, og selvom jeg var i dyb sorg over det i en periode, så fandt jeg hurtigt en mening med det. Jeg kunne ikke længere få børn, men til gengæld kunne jeg nu fokusere 100% på mit livs formål, at starte min virksomhed op, så jeg kunne hjælpe så mange mennesker som muligt til at få et bedre liv.

Efter operationen i november 2018, hvor min livmoder blev fjernet, var jeg utrolig træt både fysisk og psykisk, men da jeg endelig fik kræfter til at tage ud til hestene i skoven igen, lettede det mig helt utroligt meget psykisk, og jeg begyndte igen at glæde mig over alt det dejlige jeg havde i behold, og stoppede med at fokusere på tabet af min evne til at give liv. Jeg var forsigtig og løftede ikke på tunge ting, men jeg fodrede og striglede, og gjorde de ting jeg fysisk var i stand til at klare derude, men trætheden var stadig enorm. Når jeg spurgte lægen omkring det, eller googlede det, så fik jeg det svar der sagde at at var helt normalt efter sådan en operation, og det tog jeg for gode varer. Jeg havde det jo ellers godt, og jeg følte at jeg healede som jeg skulle, men jeg tog grueligt fejl. 


D 1. januar 2019 fik jeg pludselig kvalme, kastede voldsomt op, og fik kraftige smerter i maven. På trods af at jeg har født to børn, så havde jeg aldrig på daværende tidspunkt oplevet at have så stærke smerter. Jeg kastede op og vred mig i smerte hele natten. Lægen, der undersøgte mig et par dage efter, kunne se at jeg blødte en smule fra såret, men ellers så alt fint ud. Jeg fik noget smertestillende og besked om at holde mig i ro, så det gjorde jeg, men 14 dage senere startede smerterne igen, denne gang endnu vildere end sidst. Igen lå jeg hele natten og jamrede af smerte. Dagen efter var jeg hos lægen igen, og denne gang blev jeg sendt videre til nærmere undersøgelse på Herlev hospital. Jeg troede at jeg var i trygge hænder da jeg lå der på briksen på gynækologisk afdeling, og blev undersøgt. Først af en yngre læge som var meget sød og respektfuld. Hun undersøgte mig grundigt, men tilsidst måtte hun tilkalde bagvagten, som er en mere erfaren læge, for hun havde ikke set det her før. Den ældre læge kom ind, og virkede meget irriteret. Hun trykkede mig hårdt på maven mens hun scannede mig længe nedefra, men på trods af at jeg udtrykte min smerte flere gange, havde feber og en 3 cm lang bristning i vaginaltoppen, besluttede hun sig for, at undlade at sende mig til yderligere undersøgelse, men indlagde mig for natten, og sendte mig til akutoperation morgenen efter, for at sy bristningen sammen. Det var en kæmpe fejl.

Jeg blev syet sammen under fuld narkose og blev sendt hjem et par timer senere, med penicillin til tre dage og besked om at møde til undersøgelse 4-6 uger senere. Jeg havde feber, men jeg stolede på at alt var okay. Dog vidste jeg intet om at jeg havde meget forhøjede infektionstal, eller at det ikke er normalt at vente så længe på at blive tjekket igen. Jeg tog hjem og lagde mig til at sove, jeg var så træt. Dagen efter kørte jeg ud til hestene og nød det smukke vintervejr, og senere spiste jeg med min familie. Det var en dejlig dag, og jeg er glad for at jeg nød hvert et øjeblik, for den dag kunne nemt være blevet min sidste.

Om morgenen d. 19/1 2019 fik jeg pludselig stærke smerter igen. Jeg troede til at starte med at jeg havde luft i maven, eller måske hård mave, for jeg havde jo fået en masse smertestillende medicin i løbet af måneden. Jeg prøvede alt hvad jeg kunne for at komme af med det, men ingenting skete og smerterne tog til med uanede styrker. Jeg ringede desperat til min mor, som kom og gav mig et lavement (afføringsmiddel), men da der heller intet skete der, vidste jeg godt at jeg skulle på hospitalet, så min mor ringede efter en ambulance. De kom hurtigt, men de tog mig slet ikke alvorligt. Jeg svedte og hyperventilerede af smerte, jeg kunne dårligt trække vejret og det begyndte at skræmme mig, for jeg er normalt ekstremt dygtig til at kontrollere mit åndedræt. Jeg fik noget smertestillende via et venflon i hånden, og blev spurgt om jeg selv kunne gå ned ad trapperne fra 2. sal, hvor båren stod udenfor og ventede i kulden! Jeg kan intet huske fra ambulancen, men de tog det stille og roligt. Alt for stille og roligt. Min mor var kørt i forvejen og kunne ikke forstå hvor de blev af. Da de endelig kom med mig, vågnede jeg op og, smerterne startede igen. Nu med fornyet styrke, men jeg fik ikke mere smertestillende før 5-6 timer senere.  

I alle de timer lå jeg på Herlev akutmodtagelse uden at få hjælp, selvom min mor desperat løb rundt ude på gangene for at få dem til at forstå alvoren. Flere læger tilså mig, men uden at reagere på mine kraftige smerter, som kun blev stærkere og stærkere. Tilsidst begyndte jeg at skrige. Jeg skreg om hjælp, skreg at min mor skulle ringe 112 og få mig indlagt på et andet hospital, og jeg skreg for at holde mig i live, for jeg kunne godt mærke at jeg var ved at dø. Hver gang jeg var ved at miste bevidstheden, begyndte jeg at skrige, og når jeg ikke skreg, så lå jeg og messede små mantraer for mig selv. Fortalte mig selv hvor stærk jeg er i kroppen, i sindet og i sjælen, og at jeg nok skulle overleve. At jeg skulle kæmpe for at blive her hos mine børn, mine heste og alle dem jeg elsker, og at min tid her på jorden ikke var forbi endnu. Når jeg ser tilbage på den dag, så kan jeg stadig forundres over at jeg ikke mistede forstanden, og at mit hjerte ikke gav op.

Da en kompetent læge endelig kom til, og jeg kom i CT scanneren, gik det pludselig stærkt. Jeg havde bughindebetændelse, en komplikation fra operationen, hvor min livmoder blev fjernet. En meget alvorlig tilstand med døden til følge hvis ikke man bliver akutopereret, og min krop havde været under massivt pres i omkring 8 timer. Jeg havde haft en stor byld i maven på 8x4x3 cm, som var sprunget om morgenen og alle mine organer svømmede med kirurgens egne ord, i betændelse. Jeg blev akutopereret i 3 timer og vågnede op med en skamferet mave, et dræn i venstre side som betændelsen kunne løbe ud af, og i højre side havde jeg fået anlagt en midlertidig stomi. Et stykke af min tyndtarm var ført ud igennem maven, og jeg skulle fra det ene øjeblik til det andet, forholde mig til et helt nyt liv.

Jeg var i chok da jeg vågnede. Jeg forstod ikke hvad der var sket med min krop, og der gik et par dage før jeg kunne rumme at forholde mig til den stomi, som jeg nu skulle leve med i et mindst et halvt år. Jeg lå på hospitalet i 12 dage. Seks af dagene sad drænet fast i mit lillebækken, og da det endelig kunne fjernes, var det groet så meget fast, at det ikke kunne bare kunne trækkes ud uden videre. Det var så smertefuldt at jeg måtte pumpes med stesolid og morfin inden lægen kunne rykke det ud. Hvis du nogensinde har set filmen "Exorcisten", så husker du nok Regan der rejser sig helt vild fra sengen mens hun griner, skriger og spræller. Nogenlunde sådan så jeg ud, idet lægen rykkede til. Jeg rejste hele overkroppen fra sengen, mens jeg skreg af smerte, græd af lettelse og grinede helt hysterisk. Jeg tabte mig 10 kg mens jeg var indlagt, og jeg mistede rigtig meget muskelmasse fordi jeg bare lå stille. Jeg var de første mange dage for syg til at komme ud af sengen. Da jeg endelig kunne komme lidt ud, blev jeg kørt i kørestol. Da jeg fik lidt flere kræfter begyndte jeg at gå med rollator, og efter en måneds tid kunne jeg klare mig kun med en stok. Jeg begyndte at komme i stalden igen, og jeg var aldrig kommet så hurtigt på benene igen, hvis ikke det havde været for den ild der brænder i min sjæl. Jeg nægtede at give op, jeg havde en virksomhed der skulle startes!



Jeg havde aldrig i mit liv været så alvorligt syg. Jeg havde aldrig troet at jeg kunne blive så alvorligt syg, og jeg var rystet over at jeg kunne tage så meget fejl af min krop. Jeg troede egentlig at jeg helede fint op, og at trætheden bare var naturlig. Jeg havde aldrig forudset at jeg skulle ende med at være en time fra at dø i smerte, at jeg skulle overleve noget så frygtindgydende, og at jeg derefter skulle lære at leve med en stomi. Men det gjorde jeg. Jeg accepterede hurtigt at den var der, men det var en svær tid. Det var grænseoverskridende, og i starten lækkede den ofte om natten fordi jeg ikke havde fået de rette stomiprodukter, men efter noget tid fandt jeg en rytme og de rette poser til dagen, og natten. Jeg begyndte hurtigt at hive læring ud af min situation, istedet for at være et offer for den. Jeg vidste at jeg nu havde en endnu en indsigt, som jeg fremadrettet kunne bruge til at hjælpe andre, men først måtte jeg heale mig selv, så det gjorde jeg endnu en gang. Jeg var ude hos hestene så meget som muligt, og efter to måneder sad jeg på ryggen af Falcon igen. 

Jeg havde mødt en rigtig sød fyr kort tid inden jeg blev syg. Han var der for mig dag og nat under mit sygeforløb, og viste sig at være det mest fantastiske og loyale menneske der kunne gå på denne jord. Han var ligeglad med min stomi, det betød ingenting, og han fik mig til at føle mig tryg i alt det nye der var sket med min krop. Han fik mig til at føle mig som verdens smukkeste kvinde. Han fik mig til at grine, selv på dage hvor der intet var at grine af. Han hjalp mig med alle dyrene og gik lange ture med mig i skoven. Han handlede og lavede mad, og sørgede for at jeg havde det godt og følte mig tryg, og efter nogle måneder blev vi kærester. Jeg var lykkelig med ham. Alt var perfekt, og jeg så virkelig en lysende fremtid sammen med ham.

Han var fantastisk, klog, og god til mennesker og dyr, og vi drømte om at arbejde sammen en skønne dag, men det kommer vi aldrig til. Vi kommer aldrig til at få nogle af vores fælles drømme til at gå i opfyldelse, for han døde en dag i sommeren 2019.  Han valgte at tage sit eget liv, og jeg var den sidste der så ham i live. Det er uden sammenligning, det mest brutale jeg nogensinde har oplevet, for døden er definitiv. Det kom som et kæmpe chok. Jeg havde aldrig set det komme, og et kort øjeblik mistede jeg forstanden. Et øjeblik mistede jeg troen på, at der er en mening med alting, og kort øjeblik mistede jeg troen på mig selv, for hvordan skulle jeg dog kunne hjælpe andre mennesker, når jeg ikke engang havde været i stand til at hjælpe min egen kæreste?! Han havde været deprimeret i ganske kort tid, og jeg så ingen grund til bekymring endnu. Hans selvværd var utrolig lavt da jeg mødte ham, og jeg brugte timevis på at lytte til ham, trøste ham, støtte ham og forsøge at overbevise ham om at han var perfekt som han var, og det lykkedes mig til en vis grad, men ulykkeligvis var det ikke nok. Han valgte at afslutte livet i en alt, alt for ung alder, og igen var jeg i dyb sorg. Sorgen vil altid bo et sted i mit hjerte, men jeg vælger ikke at lade den styre mit liv, for jeg ønsker at leve det fuldt ud. Hver dag. Resten af mit liv.

Selvom jeg har været svært udfordret igennem livet, så vælger jeg stadig at tro på at der er en mening med det hele, og med den indstilling finder jeg netop en mening med alting, uanset hvor sort det ser ud i øjeblikket.

I september 2019 fik  jeg endelig lagt min stomi tilbage igen. Det har været en hård og smertefuld omgang, men igen har ilden i min sjæl, og min vilje til at sejre over hver eneste udfordring jeg møder på min vej, givet mig kræfter til at komme på benene hurtigst muligt, så jeg igen ville kunne komme tilbage til mine heste, i skoven hvor jeg hører til. 

Det har krævet ufattelig meget viljestyrke, selvdisciplen, udholdenhed og ikke mindst mod, at komme igennem det sidste år. Jeg troede at jeg allerede havde været testet på alle leder og kanter, men 2019 overbeviste mig endnu engang om at man aldrig ved hvad livet bringer, og at det eneste rigtige at gøre, er at nyde hver eneste dag man er sund og rask i krop og sjæl. De andre dage er man nødt til at bære over med sig selv, ta' et ekstra hvil og sige til sig selv, at alting nok skal gå! Livet går op og ned, så vi skal finde en måde at holde balancen på, så vi ikke vælter helt omkuld hver gang livet udfordrer os på den hårde måde. Jeg skriver stadig dagbog hver eneste dag, for når jeg skriver får jeg alting ud. Alt det der gemmer sig i de dybeste afkroge af sindet og sjælen. Jeg kan være i vildrede når jeg starter, men afklaret når jeg slutter, for alle svarene ligger i min hånd. Og dine svar ligger også i din hånd, det kræver bare tålmodighed, disciplin og mod at lede efter svarene i dit indre. Det kræver tid og nærvær, kræver at du prioriterer dig selv og gør noget andet end du plejer, for hvis du gør som du altid har gjort, vil du få de samme resultater som du altid har fået.

Jeg brænder for at hjælpe mennesker i alle aldre med at finde deres indre styrker frem, og deres tro på dem selv. Brænder for at styrke deres selvværd, så de tror på at de har fortjent alt det bedste livet har at byde på. Jeg bruger mange forskellige metoder for at hjælpe det enkelte menneske bedst muligt, men hestene, naturen og skriveterapi er fælles for alle, for det virker, hvis du er villig til at give det en chance.

Mine dagbøger november 2019. Der er 62, hvilket svarer til små 10.000 sider. 



Velkommen til Natur- og hesteterapi. Resultatet af min kæmpestore passion for samspillet mellem hest, menneske og naturen. Resultatet af ilden der brænder i min sjæl, og resultatet af at alle de udfordringer jeg har klaret undervejs, for at kunne være her hvor jeg er idag. De udfordringer der har gjort mig i stand til at hjælpe, råde, støtte og vejlede dig bedst muligt, uanset hvilke udfordringer, tanker og følelser der fylder i dit liv. Jeg glæder mig rigtig meget til at tage imod dig, i trygge, naturlige og nærværende rammer.

Kærlig hilsen Christina
                                                                                                              

Copyright  © 2020 Naturoghesteterapi.dk
 Alle rettigheder forbeholdes. 
Alt indhold på dette websted, f.eks. tekst, grafik, logoer, knapikoner, billeder, lydklip, digital video, datasamlinger og software, 
tilhører enten Natur- og hesteterapi, dets leverandører af indhold eller dets licensgivere 
og er beskyttet af loven om ophavsret i Danmark og internationalt.
Natur- og hesteterapi,  Hedeengvej 12 2620 Risby, Albertslund 
Mail: info@naturoghesteterapi.dk - tlf: 61612620
CVR nr. 39406608

 .